Sex er ikke noget man taler om
Det er søndag og den tomme skole virker forladt. Men det er kun godt. Veninderne Ama på 19 år og Atsupé på 17 år vil nemlig gerne være alene, når de fortæller deres historier om, hvordan de blev smittet med hiv.
Smittet af kæresterne
Det er svært at tale om, særligt i et kristent landsbysamfund. De blev begge smittet af at have sex med deres tidligere kærester. Derfor har Ama og Atsupé heller ikke fortalt andre om deres sygdom.
Regnsæsonen er lige begyndt. Det regner ikke endnu, men lugten af regn hænger i luften over landsbyen Nyogbo i det afrikanske land Togo. Her går Ama og Atsupé i gymnasiet og her fortæller de to gange om ugen andre unge om hiv. De fortæller også om sygdommen på skoler og autoværksteder.
Ekspert og alligevel glemsom
Atsupé var allerede uddannet som ung-til-ung rådgiver gennem Røde Kors, da hun blev smittet og vidste meget om sygdommen. Alligevel glemte hun at beskytte sig.
"Heldigvis vidste jeg meget om hiv/aids. Det var min redning, for jeg vidste, at det ikke er lig med døden at blive testet hiv-positiv”, siger Atsupé.
”Folk vil vide, hvad der sker og hvad de skal gøre, hvis de bliver testet positiv. Og så fortæller vi dem, hvordan de undgår at blive smittet og hvordan de bruger kondom,” fortæller pigerne i munden på hinanden.