 |
|
|
|
|
|
|
|
|
Familien
Alle har mistet
14-årige Ayu bor i byen Meulaboh, der blev meget hårdt ramt af tsunamien. Ayus søster Yuli forsvandt, da bølgerne ramte byen. Familien ledte i dagevis efter søsteren i ruinerne, men fandt hende aldrig. Familien tror, at Yuli er død, men de ved det ikke. Når Ayu skal mindes sin søster, tager hun ned til det område, hvor familien boede før tsunamien. Men hun kommer der ikke så tit, fordi det gør hende ked af det.
Tusinder er stadig savnet
Der er rigtigt mange mennesker i Meulaboh, der ligesom Ayu ikke ved, hvad der blev af deres familiemedlemmer. Cirka 130.000 mennesker døde i Indonesien efter tsunamien, og 35.000 er stadig savnet. Man ved ikke helt præcist, om de sidste 35.000 er døde eller måske er flygtet til et andet sted. Derfor håber mange familier stadig på, at deres bror, søster, datter eller mor er i live. Mange har heller ikke fået sagt farvel til de venner eller familiemedlemmer, der døde, fordi de hurtigt blev begravet i en massegrav.
Massegrave til tusinder af døde
Timerne og dagene efter tsunamien var kaotiske. I gaderne flød det med lig, og for at undgå, at sygdomme spredte sig i byerne, lavede man hurtigt en række massegrave i flere byer. I byen Meulaboh er der lavet en stor massegrav, hvor cirka 10.000 mennesker er begravet – men navnene på de døde blev ikke skrevet ned, før graven blev lukket.
Ritualerne ikke overholdt ved begravelser
De døde i massegravene blev ikke begravet efter de normale muslimske ritualer. Ifølge muslimsk tradition skal døde begraves hurtigst muligt efter, de er døde. Den afdøde skal begraves med ansigtet vendt mod Mekka, liget skal svøbes i et ligklæde, og liget skal vaskes, før det bliver begravet. Men man havde ikke tid til at lave alle ritualerne i Indonesien.
De døde mindes ved ceremonier
I tiden efter tsunamien har der været en række ceremonier i de ramte områder. Allerede den første fredag efter 26. december, hvor katastrofen skete, blev fredagsbønnen flere steder brugt til at mindes de omkomne. Og siden er ceremonier blevet brugt til i fællesskab at mindes de døde. På etårsdagen for tsunamien var der ceremonier i hele Indonesien. Flere steder mødtes man ved massegravene og på stranden, hvor man mindedes de omkomne og de savnede.
|
|
|
|
