Politik


På vej mod demokrati
I 2004 blev der for første gang afholdt valg om, hvem der skulle være præsident i Indonesien. En mand ved navn Susilo Bambang Yudhoyono blev valgt – blandet andet fordi han lovede at gøre noget ved korruptionen. Befolkningen vil nemlig gerne af med korruptionen.


Indonesien er meget korrupt

Korruption betyder, at man betaler penge for at få opfyldt en tjeneste. Hvis du f.eks. i al hemmelighed betaler din lærer for at få en god karakter for den danske stil, så er det lidt ligesom korruption. Det kan også være, hvis man f.eks. giver en lille pose penge til en politibetjent, så han lader være med at sætte en i fængsel. Indonesien er et af de mest korrupte lande i verden, og det er befolkningen træt af.


Den gamle præsident blev væltet

Frem til 1998 ledte en mand ved navn Suharto Indonesien. I flere end 30 år styrede han landet med hård hånd. Han var præsident, og imens han styrede landet, blev han selv en meget rig mand, og store dele af befolkningen blev fattigere. Suharto styrede militæret, så han havde magt til at gøre, som det passede ham. Men til sidst gad indoneserne ikke mere. De begyndte at demonstrere på gaderne, og til sidst måtte Suharto stoppe som præsident. Det skete i 1998. Siden Suharto gik af som præsident, er Indonesien langsomt blevet mere demokratisk – det vil sige, at befolkningen får mulighed for at få indflydelse på, hvordan landet skal ledes.