Spørgsmål og svar om Den Internationale Straffedomstol
Hvorfor har staterne besluttet at oprette en international Straffedomstol netop nu?
FN’s Generalforsamling blev allerede opmærksom på behovet for en international straffedomstol i 1948 efter Nürnberg- og Tokyo-processerne, og det er blevet diskuteret i FN lige siden. De forfærdelige begivenheder i Rwanda og Jugoslavien i 1990’erne førte til, at FN nedsatte to internationale tribunaler. Det har fremskyndet ønsket om konsekvent at kunne retsforfølge mordere og krigsforbrydere ved en fast international domstol. En fast domstol vil hurtigere kunne gribe ind, end hvis man først skal blive enige om at nedsætte et internationalt tribunal. Man regner også med at en fast domstol vil have en afskrækkende effekt.
Hvor og hvornår blev Den Internationale Straffedomstol etableret?
Statutten for domstolen trådte i kraft den 1. juli 2002, efter at 60 stater havde ratificeret den. I august 2004 har 94 stater ratificeret statutten og 139 stater har underskrevet den. Domstolen har sin beliggenhed i Haag i Holland, men den har ret til at føre sine sager andre steder, hvis den finder det nødvendigt og bedre egnet.
Hvilke forbrydelser har domstolen lov til at retsforfølge?
Domstolen kan retsforfølge folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden såsom omfattende og systematisk udryddelse af civile, slavearbejde, tortur, voldtægt, tvungen graviditet, forfølgelse af politiske, racemæssige, nationale, etniske og religiøse grunde, samt tvungen overførsel af en befolkning.
Kan domstolen retsforfølge forbrydelser af seksuel karakter?
Det kan den, og det vil den. Statutten inkluderer seksuelle forbrydelser såsom voldtægt, seksuelt slaveri og tvungen graviditet. Disse forbrydelser udgør en forbrydelse mod menneskeheden, hvis de er begået som led i et omfattende eller systematisk angreb mod en civilbefolkning. Seksuelle overgreb kan også udgøre krigsforbrydelser, når de er begået i en international eller intern væbnet konflikt.
Hvorfor er der behov for en international straffedomstol?
Nationale domstole vil altid kunne retsforfølge de samme forbrydelser som Den Internationale Straffedomstol, men det er ikke altid at de vil eller kan gøre det.
Hvis der er konflikt i et land, fungerer de interne politiske og sociale systemer ofte for nedsat kraft, så der blandt andet ikke er nogle domstole, der kan tage sig af at føre disse sager på en forsvarlig måde. Det kan også være, at den siddende regering ikke ønsker at retsforfølge landets egne statsborgere – især ikke hvis der er tale om højt rangerede personer. Mange gange flygter disse personer også til andre lande, så det er nødvendigt at stater har mulighed for at samarbejde om at fange og straffe dem. Den Internationale Straffedomstol er et alternativ i sådanne tilfælde.
Er Den internationale domstol og Den Internationale Straffedomstol det samme?
Nej, Den Internationale Domstol er noget helt andet. Det er et organ under FN, og den dømmer kun i sager, der vedrører stridigheder mellem stater, ikke forbrydelser begået af individer.