|
Når samfundet tier om krigsforbrydelser
Når våbnene tier efter en krig og drabene, torturen, voldtægterne og terroren er forbi. Så er spørgsmålet, hvordan regeringen skal tackle den overståede vold og de alvorlige brud på reglerne for væbnet konflikt, der måske har fundet sted. Hvordan kan det bedst lade sig gøre at væve det, der kaldes ”hukommelsens politik”, ind i en ny og helbredende social bevidsthed?
Nogle mennesker og regeringer vil hævde, at fortiden er et overstået kapitel. Samfundet bør lægge det bag sig for at kunne koncentrere sig om at opbygge en ny fremtid.
”Udviskning af fortiden” eller ”statsgodkendt kollektivt hukommelsestab” kaldes de situationer, hvor et lands regering ikke har iværksat en plan for at få placeret ansvaret for det, der er foregået. Altså når staten ikke ønsker at tage stilling til, hvem der er ansvarlig for krigsforbrydelser eller civil terror under krigen.
”Samfundstavshed” er måske et bevidst valg; resultatet af nationens behov for at komme videre, nu når krigen er slut. De steder, hvor man bevidst har valgt denne strategi, bliver processen ofte forbundet med benådninger og straffrihed for medlemmerne af den tidligere regering. Dermed bliver de beskyttet de mod at skulle stå til ansvar i retssager for de krigsforbrydelser og overtrædelser af menneskerettighederne, der skete, mens de havde magten i landet. For at sige det helt kort – at glemme eller ignorere tidligere tiders overtrædelser er den hurtigste vej til at komme videre fra et nederlag eller et totalitært styre til en ny regeringsform.
Mange krigsofre frygter netop, at samfundet vælger at fortie det, der er sket. Tavshed antyder, at der ikke er respekt for de tab og den smerte, enkeltindivider eller forskellige grupper har været udsat for. Tavshed føles som benægtelse. Tina Rosenberg har udgivet en bog[1], der kommer ind på manglen på retsforfølgelse af Stasi – det hemmelige politi i det tidligere Østtyskland – som udøvede den kommunistiske politik indtil 1989. I diskussionen noterer hun sig, at eftersom ingen blev straffet for tortur og andre krigsforbrydelser, opstod der en følelse af, ”at det ikke var foregået”.
For at bruge Aryeh Neiers ord: ”Sandsynligheden for at opnå en fredelig sameksistens er meget mindre, hvis ikke ofrene oplever, at deres bødler bliver stillet til ansvar for det, de har gjort[2]”
En glemsomhedspolitik kan betyde, at bitterheden ligger begravet i ofrenes hjerter, hvor den får lov at rodfæste sig uden mulighed for et helbredende alternativ.
- kilde: Crystal C. Campell, teksten har ikke tidligere været offentliggjort [1] Rosenberg, Tina “The Haunted Land, Facing Europe’s Ghosts After Communism”, Vintage Books, New York 1996.
[2] Neier, Aryeh “Brutality, Genocide, Terror and the Struggle for Justice”, Times Books, 1998 |
