Soldater
På arbejde med gevær
Soldater er enten professionelle, der har valgt hæren som deres arbejdsplads og kæmper for penge, eller værnepligtige, som gør det, fordi loven siger de skal.
Beskyttet af Genève-konventionerne
Soldater er lovlige mål i en krig. Man må faktisk godt skyde på dem (i modsætning til civile), men overgiver soldaten sig eller bliver han såret, skal han behandles humant. Man må ikke hævne sig på soldaten eller torturere ham for at få oplysninger.
Hårdt arbejde
Livet som soldat er hårdt og farligt. Man kan dø. Og man kan være nødt til at slå andre ihjel. Ud over medaljer, får soldater nogle gange ubehagelige ting som mareridt, manglende koncentrationsevne og depressioner med hjem fra krigen. Det kaldes post-traumatisk stress og kan ødelægge soldatens mulighed for at få et normalt liv efter krigen.
Skyde eller lade være?
Soldaterne var de første, som blev beskyttet af Genève-konventioner – og da det er dem, der står forrest med geværerne, er det vigtigt, at de kender reglerne godt. Det er nemlig ikke nemt at stå med blod på kampstøvlerne og eksplosioner i ørene og skulle beslutte, om man skal kaste en granat ind i et hus, der skydes fra – når der måske også er civile i huset. Derfor undervises danske soldater i Genève-konventionerne som en del af deres uddannelse.