Røde Kors - Røde Kors i Danmark
Vidste du...
at Dansk Røde Kors har 250 lokalafdelinger?

Over hele landet er der 900 Røde Kors-samaritter.  De er klar til at hjælpe tilskadekomne på festivaler, ved sporsarrangementer eller koncerter. Foto: Tomas Bertelsen.

Røde Kors i Danmark

Der er ingen, der dør af sult i Danmark. Men der er mennesker, som er ensomme, bor på gaden eller har psykiske problemer. Dem prøver cirka 18.000 Røde Kors-frivillige at hjælpe, enten som samaritter, besøgsvenner, frivillige i et fængsel eller noget helt femte.

Førstehjælp redder liv
Du kan se samaritterne hver gang der er fodboldkamp, maratonløb eller koncert. Samaritterne skal give førstehjælp til dem, der kommer til skade undervejs – uanset om det er en løber, der vrikker om, eller en tilskuer, der falder på trappen. Og så kan alle i øvrigt lære førstehjælp af på Dansk Røde Kors’ kurser.

Når der ikke er andre
Nogle ældre har hverken familie eller venner, der er i live. Andre ligger måske på hospitalet eller er i fængsel. Røde Kors-frivillige fra besøgstjenesten tager ud og besøger dem. Så har begge parter pludselig fået en ven mere.

For de unge – og fra de unge
URK er mere end bare et ord, der kommer helt naturligt, hvis man ser et råddent hestelig i vejkanten. URK står for Ungdommens Røde Kors. De frivillige fra URK står blandt andet bag Ung På Linie. Det er et anonymt tilbud til alle, der har brug for at tale sex, ensomhed eller noget helt tredje. Telefonen er åben alle hverdagsaftener på telefon 70 12 10 00. Man kan også chatte med de frivillige på DR’s website SKUM.