Børnesoldater
Lige nu burde 300.000 soldater sidde på skolebænken. I stedet går de med uniform og myrder andre mennesker. De er børnesoldater. Nogle steder i verden bliver børn helt ned til 7 år sendt i krig.
Børnesoldater bliver tvunget til vold og drab
Langt de fleste børnesoldater bliver tvunget til at være soldater. Voksne soldater kidnapper børnene på gaden eller i skolen og bortfører dem til militærlejre. Her bliver de udsat for tortur og voldtægt. Ofte bliver de tvunget til at dræbe andre børn. Når børnene sendes i krig, bliver de tit fyldt med stoffer, så de er for skæve til at vide, hvad de laver.
Hvis børnesoldaterne er så heldige at overleve og slippe væk, venter der nye problemer. Hvis man for eksempel har dræbt, kan det dukke op i nattens drømme. Det kaldes post-traumatisk stress syndrom. Resultatet er en jungle af psykiske lidelser. Det kan også være svært for børnesoldatens familie at forstå, at deres søn har skudt naboerne. Nogle familier vil slet ikke have deres børn tilbage.
Hvad gør Røde Kors?
Røde Kors forsøger flere steder at hjælpe børnesoldater tilbage til en almindelig hverdag. De tidligere soldater lærer på Røde Kors-centre at fungere som børn igen. Røde Kors forsøger også at genforene børnene med deres familier.